Ligesom altid før, eksploderer diverse blogportaler med nye bloggere, hele tiden. Personligt har jeg de seneste 3 måneder bidt mærke i, at flere jeg har bekendtskab til opretter blogs. Er det mon gået hen og blevet lidt mainstream, at være blogger? Og hvorfor starter så mange (især) unge piger blogs?

Lidt tanker ..
I takt med at flere opretter en blog, bliver den lille blogverden jeg bla. lever i, større og større. Nogle ser nytilkommere som en trussel, andre som endnu en ‘kollega’. Ærligt, synes jeg faktisk at det er fedt at folk giver blogging et skud, selvom de måske ikke ender som Danmarks største mode- eller beautyblogger, for den snaks skyld. Blogging handler jo om at have det sjovt, og skrive om noget man er passioneret omkring.
Selvom mange måske ikke tror det, kan det være rigtig grænseoverskridende at oprette en blog. Det med at lade personer læse og følge med i ens liv, kan godt være lidt skræmmende. Men for mange er det også en mulighed for at vise det efterspurgte ’søde blogger liv’, der jo egentligt ikke findes – for os dødelige i hvert fald. Folk spørger mig tit hvad jeg tjener som blogger, og selv efter at have blogget i alt den tid jeg har, har jeg på ingen måde en stabil indtægt. Det tror jeg tit folk glemmer, netop fordi det ikke er noget bloggere fremhæver. Tværtimod. Jeg tror at mange undervurderer hvor både hårdt og svært det er at blogge, da det ikke kun handler om pæne billeder, kaffe og café besøg.

Når alt det så er sagt, tror jeg personligt at det er blevet lidt en ‘ting’ at blogge. Om det er efterspørgslen af at dele ud af det ‘perfekte liv’, outfit posts eller de mange café besøg der trækker, skal jeg ikke kunne sige. Da jeg jo selv blogger, ved jeg godt hvad der trak for mig dengang. Det kan i læse meget mere om her, men uden at træde nogen over tæerne, vil jeg afslutte mit (meget flyvske) indlæg med dette. Hvis du ønsker at starte en blog, gør det for dig. Gør det fordi du føler en mangel i denne vilde blog verden, og gør det fordi du synes det kunne være pisse sjovt. Ikke på grund af det ’søde blogger liv’, gratis produkter eller en paycheck. Fordi en blog uden en passioneret blogger bag, får aldrig nogle af delene. 

Stort knus